Søndags tanker

Ord og tanker til eftertanke, opmuntring og trøst fra sognets præster:

Det meste kan vi undvære, men vi får for lidt af det gode!

Tanker på en søndag...

Af sognepræst Erik Søndergård

På trods af krisen kan vi stadig få de mest nyttige livsfornødenheder dækket, men vi mangler meget af det gode, vi har med hinanden.
Vi kan undvære det meste. Har vi varme i stuen, tøj på kroppen og mad på bordet, så kan vi undvære det meste andet. Men det bliver for lidt. Når vi først har prøvet at have mere end det strengt nødvendige, så bliver mange oplevelser svære at undvære. At købe nyt tøj, spise på restaurant, tage på ferier, prøve forlystelser i Djurs Sommerland og få klippet håret hos frisøren er indgroede glæder, vi helst ikke ændrer på.
Vi kan leve uden det meste, men gør det nødigt. Vi har alle manglet meget i den sidste tid med et delvist forsamlingsforbud og mange andre restriktioner. Meget kan vi strengt taget godt undvære, men vi får alt for lidt af det gode.
Det er for lidt af det gode, når familie og venner må undvære besøg, knus og selskab. Særligt svært er det, når vi ikke må besøge vores syge, gamle og svage på hospitaler og institutioner. Hvordan skal vore ældre forstå, hvorfor de pludselig er afskåret fra deres nærmeste?
Heldigvis sætter det gode sig igennem på mange måder, så vi alligevel kan mødes lidt med hinanden. Fællessang via sociale medier og altaner er et godt eksempel på, hvordan vi kan tilbageerobre noget af det gode, vi har med hinanden. Vi er viklet ind i hinandens liv gennem talrige aktiviteter, der ikke er direkte nyttige, men de er meget mere end det. For meget af vores aktivitet med hinanden er betydningsfuld i sig selv, ligesom det i sig selv er betydningsfuldt at udfolde vores kreativitet og åndsevner.
Når vi får for lidt af det gode, bliver det mærkbart, hvor selvindlysende meningsfyldt det er at være sammen med hinanden, synge fællessang, holde fester, fødselsdage og højtideligheder. Vores sociale og kulturelle liv bliver mere meningsfyldt, når vi aktivt kan være viklet ind i hinandens tilværelser og gå på café, i kirke, i biografen, i storcentre og besøge forlystelsesparker.
Vi kan leve uden det meste, men har vi først hørt musik, dyrket sport, læst bøger og været i teateret, så er det virkelig svært at være foruden disse unyttige men særdeles meningsfulde aktiviteter. Alt det der er godt, bare fordi det findes.
Det er ikke godt for mennesket at være alene i vildmarken, boligblokken eller parcelhuset, men vi trives i den godhed, vi har med hinanden.


Del DIT håbsgelænder

Påskemorgen stod du op,
du kan ikke bindes,
gravens sten er ikke nok,
og døden overvindes.
Hver gang at jeg syns jeg ku'
helt la' vær' at være,
står du her med livets nu,
Jesus, du min Herre!

Sten Kaalø 1990. DDS 70


Del DIT håbsgelænder

Af sognepræst Susanne Kristensen


Hver gang at jeg syns jeg ku' helt la' vær' at være, står du her med livets nu, Jesus, du min Herre! Sådan lyder de sidste linjer af Steen Kaaløs salme ”Du kom til vor runde jord”. Det er en salme, som er et hit hos minikonfirmander, konfirmander, kirkekor og egentlig også hos mange voksne. Jeg er selv glad for salmen og især disse afsluttende linjer. De linjer er et slags ”håbs-gelænder” jeg kan støtte mig op ad. For i de her coronatider er der stunder, hvor jeg faktisk synes, at jeg ku`helt la`vær at være. Hvor jeg bliver så bange, bekymret, modløs eller bare så ugidelig og dvask, at jeg får lyst til at gå i hi hjemme under dynen og gemme mig for verden – men så minder de her linjer mig om, at der er et nu, som insisterer på, at jeg skal være en del af det. Der er et nu, som jeg er forpligtet på. Et nu, som rummer en hel masse andet end corona. Et nu, der er fuld af solskin, vasketøj, chokoladekiks, fuglesang, gåture i skoven og fuld af andre mennesker. Andre mennesker, som har brug for mig, og som jeg har brug for. Så hver gang, at jeg syns jeg ku` helt la` vær`at være, står du der med livets nu! Jeg vil opfordre dig til, denne søndag, at tænke over hvad der er dit ”håbsgelænder”? - og dele det med os andre. Hvad giver dig håb, mod eller trøst? Måske er det et barns ubekymrede leg, et andet menneskes blik, linjer fra en salme eller en sang, måske er det et billede, et bibelcitat eller et digt? En passage fra en roman. Del det med os andre her i kommentarerne og lad os se om vi kan få samlet et helt lille håbsbibliotek. Lad os sammen nyde livets nu denne 1. søndag i maj.


Tanker om børn, der bliver store! -Tre liter skummetmælk og en halv liter piskefløde.

- I dag og resten af weekenden skulle vores skønne konfirmanderne, forventningsfulde og måske lidt nervøse have trådt op ad kirkegulvet og begyndt en fantastisk fejring af lige netop dem og deres konfirmation.
- Byen, med det der vist nok er Danmarks længste flagallé ville have flagret og rundt omkring i haver, talte, stuer og på restauranter ville man kunne lægge øre til højlydte hurraer og gode ord.
ØV! Vi må simpelthen væbne os med tålmodighed, glæde os endnu længere tid og vente til august med at give jer en mindst ligeså festlig og mindeværdig dag. Men det lover vi så at vi gør!!!

Indtil da, kan I læse et lille skriv om de der små børn, der sørme bliver store.

Af sognepræst Anita Fabricius.

Tanker om børn, der bliver store!
Tre liter skummetmælk og en halv liter piskefløde.
Båndet i kasselinjen i Fakta rullede roligt varerne hen til hende. Én efter én lagde hun dem i sine arme. Tre liter skummetmælk og en halv liter piskefløde – nå ja, det var jo lige det han havde vejet, da han blev født. I bund og grund ikke alverden, men de få kilo havde alligevel nærmest ændret alt. Selve det vi kunne kalde livsfylden. De få kilo de fyldte i stue og i sind. De gav boblende lykke, larmende latter og ikke mindst dyb, dyb mening. Et kig ind i de der mørke øjne. Lige et lille prik på de små bitte tæer, med de helt lyse og bløde negle. Et af de første skæve smil, der nåede helt op til øjnene. Der var simpelthen ikke nogen grund til at spørge efter livets mening?
De få kilo vejede godt til. Skønt og vidunderligt, men også pludselig et kæmpe ansvar. Hun ønskede sådan, at det ville gå ham godt! At hun altid ville kunne være der for ham! Gå forrest og feje det onde og modbydelige væk som en anden god curlingkvinde de måske endda kunne bruge på landsholdet. Give ham livsmod. Gøre at han kunne tage i mod livet med oprejst pande. Med glæde. Med appetit.
Midt i mylderet af mennesker kom hun i tanke om den første gang han var kommet grædende hjem. Den første gang hvor livet var gået ham lidt i mod. Hun huskede, hvor ondt det havde gjort i hendes hjerte. Som når en alt, alt for sløv kniv forsøger at skære kødet i mindre dele. Sådan havde hun følt at hendes hjerte blev revet itu. Men sådan var livet nok. En gang i mellem var man magtesløs. En gang i mellem måtte man bare se på. Se i øjnene, at alt var ude af ens hænder.
Måske var det derfor de i sin tid havde fået ham døbt. Båret den der lille klump op til den store gamle døbefont, der havde stået i kirken med dens fylde og tyngde i århundreder. Salmen med verset ”slægt skal følge slægters gang” klingede altid med, når hun tænkte på hvordan generation efter generation efter generation havde stået der med deres børn, omkring den kolos af en sten – som så pludselig ikke mere bare var en sten, men et stykke historie – hvordan slægt efter slægt var blevet døbt og fået af vide, at de er forbundet med en Gud, som vægter alle mennesker lige højt. Forbundet med en Gud for hvem menneskelivet vejer uendelig tungt. Det lød let og simpelt. Men i bund og grund var det jo et dybt forunderligt og fantastisk budskab.
Hun tænkte, mens hun med favnen fuld af tre liter skummetmælk og en halv liter piskefløde, tog de første skridt hen mod udgangen, at det måske først var netop dér ved døbefonten, at ordene om at ingen kan bære sig selv, virkelig gav mening. At vi sådan set alle mand, børn og voksne, har brug for at nogen – både mennesker og Gud - bærer med på vores liv. Ingen kan bære sig selv!
Inden de automatiske døre gik til hver sin side slog hun et sidste blik hen på den unge mand, der knoklede ved kassen. Hendes egen søn var også stor nu. Når han lå på en gang uvirksom og udstrakt på sofaen, med høretelefonerne dybt begravet i øregangene og telefonen tæt ved ansigtet, stak de der, engang små fødder, langt ud over armlænet. 178 cm høj. Str. 44 i sko. Middel i nationaltest i engelsk. Ja, og så var der da heldigvis så uendelig meget mere at sige end det. Selvom det var som om at folk efterhånden kun havde tillid til det øjet kunne se og regnearket rumme. Det gjorde i bund og grund denne her forunderlige verden lidt lille. Hun vidste, at der var meget mere at sige end det.
Hun vidste, at hun havde gjort sit bedste for at give sin dreng en god begyndelse og hun vidste at nogle gange var det simpelthen ikke godt nok. Der var dage hun så tilbage på med smil og solskin og andre hun bestemt ønskede havde været anderledes. Dage hvor hun havde kigget mere på sin skærm end på sin søn. Dage hvor hun havde påstået, at det hun lige havde gang i var vigtigere end alt andet. Dage hvor overskud eller mangel på samme havde tvunget hende til at gøre noget helt andet end det hun havde lyst til. Dage hvor en mørk sky var gået for solen. Og de sammen havde måtte sige farvel til et menneske de elskede. Sådan var det nok med alle mennesker og med alle menneskeliv.
En gang i mellem havde hun med bare lige den yderste kno på pegefingeren fristet forsøgt at banke på døren til Gud – egentlig bare for at minde ham om at bære med. En gang, hvor han ikke var hurtig nok, havde hun med hælen og forholdsvis god fart, sparket så hårdt på døren – altså lige der ved låsen, hvor man ved, at sparker man hårdt nok, går den op, bare lige for at sige, at nu var det altså nu. Ingen kan bære sig selv. Jeg har brug for at du fortæller mig, at nogen gange gør det ondt at leve, men der er altid noget at leve for!
Tre liter skummetmælk og en halv liter piskefløde. Når hun nu i dag huskede på vægten af deres lille baby, ja som altså var blevet stor, blev hun ramt af noget fjernt og frygtindgydende smukt. Som et nyfødt barn, der åbner øjnene for første gang, lidt ligesom en sol eller en stjerne der blinker. Ofte var det som om at der var døre eller tunge porte mellem det fjerne og frygtindgydende smukke og så vores helt almindelige liv. Det der liv med brændte pølser på grillen og vaklende haveborde. Men hun vidste, at det store og frygtindgydende smukke aldrig forlader os, det er her hele tiden, i alt som altid er det samme, i solen, i stjernerne, i bålets flammer og i mørket, i det blå tæppe af blomster under træet. Vi kan måske ikke altid finde ud af at bruge det til noget, men vi kan se på det, og vi kan bøje os for det.
Hun lagde de tre liter skummetmælk og den halve liter piskefløde ind på bagsædet af bilen. Satte sig på førersædet, spændte sikkerhedsselen, drejede nøglen. Men inden hun satte bilen i bakgear og kiggede sig over nakken, kunne hun ikke lade være. Den dag uden for Fakta foldede hun sine hænder og bad:
”Gud, Min søn bad mig om brød
Og jeg gav ham sten
Han bad om en fisk
Og jeg gav ham en slange
Han bad om luft
Og jeg gav ham en cykelpumpe
Han bad om mit blik
Og jeg gav ham briller
Han bad om rum
Og jeg viste ham døren.
For hver gang jeg gik forkert og ikke fandt mit barn
Beder jeg dig, hans og min far:
Gå ham i møde og gør mod ham
Som jeg uendelig gerne ville og ikke altid kunne.

Opmærksomhed... Må jeg bede om din opmærksomhed?

Lav din bedste kop kaffe, sæt dig i din blødeste stol og tag dig tid til at læse en måske lidt lang søndagstanke om opmærksomhed.
Bagefter kan det være, du er blevet lidt klogere på, hvad og hvem DU vil give DIN opmærksomhed.

Af sognepræst Anita Fabricius.

Først en, så to, slidte fødder med revnede hæle og tykke, uformelige negle angrebet af svamp, i et par badesandaler, der helt sikkert havde set bedre dage, nærmest drejede sig ud af den åbne bildør og landede på den glatte sorte asfalt på Dagli´ Brugsens parkeringsplads. Hånden som tilhørte kroppen med fødderne, greb fat om det såkaldte panikhåndtag og hev, i fuldstændig sammenhæng med et dybt åndedrag, hele kroppen ud af bilen. En ældre mand med daggamle skægstubbe og notorisk uglet hår, stod nu fuldt udfoldet ved siden af sin Simca, kun iført morgenkåbe! Jeg fulgte ham med måbende øjne og en underkæbe, der nærmede sig min brystkasse, mens han slæbte sålerne af badesandalerne resolut mod butikkens indgangsparti og de elektroniske døre, der snart ville skyde til hver sin side. De krøllede hår i sorte, grå og helt hvide nuancer fra mandens brystkasse, stak ud der hvor samlingen af morgenkåbens to sider, var mest løs og længst væk fra hinanden, og blandede sig med striberne i det slidte frotté. Inde i butikken styrede han direkte hen mod den brede hylde med ta´ selv brød og kager. Uden at ænse nogen omkring ham, tog han en plastikhandske på hånden, løftede lågen og lagde to Håndværkere og to Københavnere i bagerposen af papir med en stribe af gennemsigtig plastic ned foran. Han betalte kontant. Satte sig ud i bilen og kørte.
Tidligt i morges var jeg kørt hjemmefra. Væk fra motorvejens uafbrudte støj. Væk fra sirener i det fjerne. Væk fra skolens parkeringsplads med ivrigt bakkende biler og ganske små fodgængere. Væk fra byen. Mod trafikken. Ad de små veje, langs vandet med dets mange bugter, lave skær og grå badebroer, der bare står og rækker ud efter dybere og dybere vand. Efterårssolen stod lavt og blæsten blæste bølgerne op i nogenlunde højde, så små hvide skumtoppe svagt kunne spejle sig i himlen. Alt det fangede mine øjne, selvom de jo mest skulle bruges på vejens overraskende sving, morgenfriske cykellister, en hare i pludseligt krydsløb over vejen.
Vincent Hendricks´ dybe, lidt hæse og hurtige stemme, fyldte det rum, der nu er at udfylde mellem bilens blikplader, når man kører i en lettere brugt Peugeot 206. Ud af radioen talte han ivrigt om opmærksomhedsøkonomi. En særlig form for økonomi, der på en måde ikke kan vokse. Den kan ikke samles i bunker eller spares op. Hvert menneske har kun den mængde opmærksom vi har, konstaterede han. Her genererer mere ikke mere. Når opmærksomheden bliver brugt på én ting, kan den ikke blive brugt på andre ting. Har du blikket og koncentrationen rettet mod Instagram, kan du ikke samtidig læse op af H.C. Andersens eventyr for din søn på elleve. Ser du damen med den nøgne, rynkede krop stivne, idet hun tager det første skridt ud i, det efterhånden kolde, havvand, ser du ikke pindsvinet, der ligger fladt og dødt under skjoldet af pigge, i den modsatte side af vejen.
Når det nu, selvom man hverken kan spare op eller samle til huse, alligevel kaldes opmærksomhedsøkonomi, så er det fordi, der er økonomi i, at have held til at stjæle små eller store stykker af netop din opmærksomhed. At du lige vælger mig, frem for en anden. Det kan betyde alt – både for dig og for mig. Og for virksomheder og multinationale selskaber kan det betyde kolde kontanter og øget indtjening. Egentlig var det gammel vin på nye sække og det lagde professoren i filosofi heller ikke skjul på, for allerede i 1971 havde nobelprismodtageren i økonomi Herbert Simon forudsagt, at i en kommende informationsrig verden, ville der fremstå en mangel på noget andet, en knaphed på netop dét som informationen forbruger: Din opmærksomhed.
Din opmærksomhed kan betyde alt. Din opmærksomhed betyder alt. Sådan tror jeg kvinden i Rom havde det. Det er næsten et år siden nu, men episoden har sat sig i brystet af mig. Lige der i midten bag ribbenene, hvor det næsten gør ondt at have den liggende, fordi der egentlig ikke er plads. Kun en glasrude adskilte den ene fortovsrestaurant fra den anden. En rød- og hvidternet dug, en lysestage med rigeligt stearin rendende ned over det blanke metal, vin i høje slanke glas og Pasta Carbonára hurtigt nedfældet på tjenerens lille blok, overskyggede sammen med børnenes begejstring over første besøg i byen, støjen fra den trafikerede vej og den vamle lugt af alt for meget uafhentet affald i Roms gader. På den anden side af glasruden, var alt anderledes. Hendes mørke øjne, der vidnede om, at hun var fra byen, var betrukket med en gennemsigtig hinde af tårer, der indtil videre nægtede at rende ned af hendes kinder. Hendes højre hånd havde forsigtigt fat om foden på glasset med vin. Med tommel- og pegefinger drejede hun det skånsomt rundt og rundt og rundt. Overfor sad, det jeg vil gætte på, var hendes datter. Hun skulle bare have vand. Og mens hendes mor sad og kiggede på hende med et ansigtsudtryk og et kropssprog, der uden ord sagde: ”Tal med mig. Kig på mig. Jeg savner dig. Det gør ondt når det lille liv jeg har sat i verden, ikke vil være i min verden mere”, var hun dybt begravet i skærmen på sin IPhone 7. Tjeneren kom med maden. Moren spiste sin Cæcar Salat i stilhed, og datteren sin pizza med artiskok i selskab med måske Face-book eller Twitter. I den time og det kvarter, det tog min familie og mig, at hvile benene, fortære en passende portion Pasta Carbonára og efterfølgende lige drikke en espresso, kiggede datteren ikke på sin mor, og kun ganske få ord, med kun enkelte stavelser, blev udvekslet imellem dem. Det var modbydeligt at overvære og jeg kan huske, jeg tænkte, da jeg om aftenen forsøgte at klemme mig ned under lagenet i sengen på hotellet, uden under nogle omstændigheder, at komme i kontakt med tæppet ovenpå lagenet, der garanteret sjældent bliver rengjort: ”Er verden virkelig blevet så ensomt et sted?” Billedet af kvinden har fulgt mig. Det sprang vist gennem glasruden og satte sig i brystet på mig.
Jeg måtte ringe hjem. Jeg måtte faktisk ringe hjem til min datter og fortælle, at hendes yndlings bukser hang og forsøgte at blafre sig tørre på tørresnoren i carporten. Egentlig var det nok bare en undskyldning for at høre hendes stemme, og i sekunder lette min dårlige samvittighed over at være taget afsted så tidligt, når hun nu endelig var hjemme. Telefonen ville ikke, med samme selvfølgelighed som normalt, gå på bilens højtaleranlæg, så der sad jeg og rodede med elektronikken, først på bilradioen og sidenhen på telefonen, mens jeg kørte forbi og igennem noget af det skønneste natur i hele verden. Endelig. Den nåede at ringe tre gange, så tog hun den. Hun havde selv fundet bukserne på tørresnoren. Selvfølgelig havde hun det. Fornemmelsen af, at det ikke var hendes behov, der blev dækket af, at jeg ringede, tror jeg var ægte. Jeg sagde: ”Hej, hej. Vi ses snart” og trykkede på billedet af det røde telefonrør på displayet.
Vincent Hendricks stemme afbrød mine tanker og gøremål og fortalte noget i retning af, at informationsoverfloden nu har nået uanede proportioner, men at der stadig kun er 24 timer i et døgn, og derfor er opmærksomhed en meget begrænset ressource. Den kobling, altså information i enorme mængder og begrænset opmærksomhed, giver grobund for spekulation. For hvad er du egentlig villig til at spendere din opmærksomhed på? Og hvis du nu overvejer det grundigt, hvad tror du så din opmærksomhed, den kan bruges til? Med de ord begyndte jinglen, der indikerede at programmet var slut og radioavisen parat til at tage over. Til lyden af vejrudsigten, der forudsagde nogen sol og stedvise byger, men kun let vind fra sydvest, drejede jeg ind ved den lille Brugs.
Sidst jeg var her, var her fyldt – både ude og inde - med dem vi hjemme hos mig kalder ”københavnere”, med store biler og smarte indkøbsvaner. I dag var her helt anderledes roligt. På parkeringspladsen holdt kun få og lidt gamle køretøjer. Jeg slukkede motoren. Folk steg roligt ud i træsko eller gummistøvler, og skulle vel egentlig bare gøre deres sædvanlige indkøb. Mit blik fulgte manden i morgenkåbe længe. Fra tidspunktet, hvor han foldede sig ud af bilen til han med to Håndværkere og to Københavnere (altså af den spiselige slags) igen satte sig ind i Simcaen og kørte. Hvor mon han egentlig kørte hen? Måske hjem til sin kone for at give hende morgenmad på sengen? Måske havde han levet længe nok til at vide, at hvis han først begyndte at gå i bad, tage tøj på, måske ligefrem barbere sig, så vil hun for længst været stået op, have sat sig ud i havestuen og gået i gang med Jyllands Postens store kryds og tværs, som hun ikke blev helt færdig med i går?
I dag er han næsten lydløst listet ud af sengen. Han har sat kaffe over – bare nu ikke at selve kaffebrygningen larmer eller dufter for meget. Hurtigt har han trukket den gamle morgenkåbe over skuldrene, stukket fødderne i de slidte badesandaler – han burde ønske sig et par nye til jul - og på få minutter er han tilbage fra Brugsen med to Håndværkere og to Københavnere. Han finder bakken frem fra hylden over køleskabet. Tallerkener, to knive, en lille kande med mælk. Nå, ja så selvfølgelig smør og solbærsyltetøj som hun igen i år har lavet af bærerne ude fra haven. Sådan. Et kys. Et krus kaffe. En stille morgen, med fuld opmærksomhed.